Dragsholm Sparekasse rykker ind i Jyderup

Får lokaler i Jyderup Bycenter – det tidligere posthus over for stationen.

Dragsholm Sparekasse kommer nu til Jyderup. Den lokale sparekasse får inden længe lokaler i Jyderup Bycenter, det tidligere posthus over for stationen. I første omgang bliver det et mødecenter uden fast åbningstid, men der kan aftales møder med Sparekassens medarbejdere.

Det vil primært være Jens Varling og Kim Krog – to kendte ansigter i Jyderup – som bemander stedet. Begge er tilknyttet Sparekassens afdeling i Kalundborg som henholdsvis souschef og erhvervsrådgiver.

Tilgang af kunder fra området
- Jyderup er i en god udvikling med tilflytning og nye boligprojekter, siger Thomas Levy Nielsen, afdelingsdirektør for Dragsholm Sparekasse i Kalundborg.

- Vi har allerede mange kunder i byen og området, både private og erhverv, og oplever i denne tid en god tilgang af nye kunder. Derfor er tiden nu inde til, at kunderne også i Jyderup kan møde os lokalt.

Attraktiv beliggenhed
På adressen i Skarridsøgade får Dragsholm Sparekasse 122 kvadratmeter i stueetagen. De indrettes med mødelokaler og arbejdsstationer. Der er parkeringspladser lige uden for døren, og adgangsforholdene er fine med rampe.

- Vi glæder os til at tage mødecentret i brug. Det ligger jo med en meget fin synlighed midt i byen og er let at komme til. Til at begynde med er planen, at kunderne kan møde os efter aftale, så vi har ikke en egentlig åbningstid. Vi vil være der efter behov. Og da både Jens og Kim bor i byen, kan vi være meget fleksible med at imødekomme kundernes ønsker om mødetidspunkter, siger Thomas Levy Nielsen.

Investerer også i Kalundborg
Da lokalerne skal indrettes til formålet, går der endnu lidt tid, før Dragsholm Sparekasse åbner sit mødecenter i Jyderup.

Sparekassen er også på vej til nye lokaler i Kalundborg. Her har den haft adresse i Bredgade i 25 år, men flytter senere i år ind i Danske Banks tidligere lokaler på Kordilgade.

- Både Jyderup og Kalundborg udvikler sig positivt, og vi ser frem til, at vi med gode placeringer på begge byers hovedstrøg bliver en endnu større del af det lokale by- og erhvervsliv, bemærker Thomas Levy Nielsen.


Dragsholm Sparekasse får mødecenter midt i Jyderup i det tidligere posthus bag Jens Varling (tv.), Thomas Levy Nielsen og Kim Krog (th.).


Thomas Levy Nielsen, Kim Krog og Jens Varling ved indgangspartiet til Dragsholm Sparekasses nye mødecenter over for Jyderup Station.