Halvårsregnskab: Resultat er markant bedre end forventet
Pressemeddelelse · Regnskab første halvår 2024
Dragsholm Sparekasse har rekordstor tilgang af kunder
Den lokale sparekasse har rundet 60 medarbejdere og har det seneste halvår fået 558 nye kunder. Halvårsregnskabet viser en solid økonomi og et resultat, der er langt bedre end ventet: 21,7 mio. kr. før skat.
Den fortsatte vækst i Dragsholm Sparekasse kommer i halvårsregnskabet for 2024 til udtryk både i omsætning, antallet af kunder og en udvidelse af medarbejderstaben. Samtidig står den lokale sparekasse særdeles godt rustet med en stor egenkapital målt i forhold til de samlede aktiviteter. I sin beretning betegner Sparekassens ledelse halvårsresultatet som ”meget tilfredsstillende”.
”Vi har formået at holde fast i vores vækststrategi og samtidig styrke vores økonomi, og det gør os ikke bare til et solidt pengeinstitut men også til en stærk samarbejdspartner for private og virksomheder i vores markedsområde”, siger administrerende direktør Claus Sejling i en kommentar til halvårsregnskabet.
Udsigt til godt årsresultat
Selve resultatet for halvåret lander på 21,7 mio. kr. før skat, og det er hele 45 procent bedre, end sparekassen havde budgetteret med. Samtidig er det 3,5 procent bedre end resultatet for den tilsvarende periode i 2023. Den meget positive udvikling skyldes blandt andet, at renten har holdt sig på et højere niveau end forventet i årets første seks måneder. Resultatet skal desuden ses i forhold til en samlet omsætning/balance på 2,56 mia. kr., der ligger hele 7,1 procent højere i forhold til de to første kvartaler af 2023. Samlet set betyder det høje aktivitetsniveau i første halvår, at direktionen opjusterer forventningen for hele 2024 til et resultat på mellem 26 og 28 mio. kr.
I ledelsesberetningen fremhæver Claus Sejling, at Dragsholm Sparekasse har en soliditet på 28,1 procent, hvor kravet til et pengeinstitut med Sparekassens profil og risici er 17 procent. Soliditeten – også kaldet kapitalprocenten – er et udtryk for virksomhedens evne til at modstå økonomisk modgang og store tab. Egenkapitalen ligger på 284,8 mio. kr.
”Det er vigtigt for vores strategi, at vores vækst står på en sund og solid økonomi, så vi fortsat kan være en vigtig aktør i udviklingen i den regionale udvikling. Vi er meget bevidste om at arbejde med en kontrolleret vækst”, siger Claus Sejling.
Investeringer i mennesker og it
Det kan tydeligt aflæses i halvårsregnskabet, at Dragsholm Sparekasse arbejder målrettet og strategisk med sin vækst. Omkostningerne til personale og administration er øget med 24,2 procent på et år. Nyansættelser betyder, at der nu er 60 medarbejdere i Sparekassen, og der er desuden investeret markant i it-løsninger.
”Vi er utrolig glade for at kunne skabe arbejdspladser både i Odsherred og Kalundborg. Derudover er det klart vores forventning, at vores investeringer i flere medarbejdere og en bedre udnyttelse af teknologien naturligvis også skal omsættes i en højere indtjening. Vi er i gang med en proces, der både styrker Dragsholm Sparekasse og udviklingen i vores markedsområde”, konkluderer Claus Sejling.
Yderligere oplysninger: Administrerende direktør Claus Sejling, tlf. 5965 2626