LEI kode
EU kræver, at alle virksomheder, som ønsker at købe og sælge finansielle instrumenter (værdipapirer) fra 3. januar 2018 har en LEI-kode.
LEI er en forkortelse for Legal Entity Identifier. LEI-koden er et internationalt registreringsnummer, som kan sammenlignes med et cvr. nummer.
Finansielle instrumenter
Finansielle instrumenter dækker over såvel aktier, obligationer som derivater.
LEI-koden bruges til indberetning af finansielle instrumenter, så myndigheder kan overvåge finansielle transaktioner, forebygge finansielle kriser og afsløre økonomisk kriminalitet.
Når Dragsholm Sparekasse på kundens vegne står for køb eller salg af obligationer i forbindelse med hjemtagelse, indfrielse eller omlægning af kreditforeningslån er en LEI-kode ikke et krav.
Se mere om LEI koder hos Finanstilsynet her.
Uden registreret LEI-kode – ingen handler
Vi kan hverken købe eller sælge værdipapirer eller andre finansielle instrumenter for juridiske enheder, hvis ikke der er registreret en LEI-kode hos Dragsholm Sparekasse.
Da et stort antal virksomheder i Europa skal indhente koden inden årsskiftet, anbefaler vi at få oprettet koden snarest for at være sikker på at kunne handle 3. januar 2018.
Hvor får jeg en LEI-kode?
Der er flere udbydere af LEI-koder, men en LEI-kode kan f.eks. bestilles hos
LEIService.dk
eller hos
LEIRegister.dk
eller hos
Global Finreg A/S.
Hvem skal have en LEI-kode?
Følgende juridiske enheder skal pr. 3. januar 2018 have en LEI-kode, hvis de ønsker at handle med finansielle instrumenter:
- Virksomheder
- Offentlige institutioner
- Foreninger med CVR-nummer.
Følgende juridiske enheder skal ikke have en LEI-kode:
- Privatpersoner
- Foreninger uden CVR-nummer
Hvad skal jeg overveje?
Hvis du hører til gruppen, som skal have en LEI-kode, og du fortsat ønsker at handle værdipapirer fra 3. januar 2018, skal du ansøge om en LEI-kode nu.
Hvis du ikke ønsker at købe en LEI-kode, skal du stoppe med at handle finansielle instrumenter inden 3. januar 2018 og evt. overveje at sælge din beholdning inden årsskiftet. Du skal være opmærksom på, at Dragsholm Sparekasse fra 3. januar 2018 ikke kan sælge ud af din beholdning uden en LEI-kode.