Bjarne Holm Sørensen, Amager Rullegræs A/S

Sparekassen kender os og har tillid til vores forretning – det er det allervigtigste

En ny, perfekt græsplæne anlagt på få timer. Det er konceptet for Amager Rullegræs, som Bjarne Holm Sørensen etablerede i 2008 og nu har gjort til en af landets to største inden for det felt.
Konceptet består af græs, der er plejet og passet på Amager eller på Lammefjorden. Når der kommer en ordre, skæres græsset og rodnettet af i baner á 58 x 137 cm. Derefter skal det lægges ud inden for 24 timer for at sikre en fortsat god vækst.

Lejer stort areal på Lammefjorden
- Vand er afgørende for kvaliteten. Derfor skal vi have vandingsmuligheder, og de er gode på Lammefjorden med det fine system af kanaler. Samtidig er jorden let og med et tilpas indhold af sand, forklarer Bjarne Holm Sørensen.

Fra omkring 2016 har Amager Rullegræs lejet de cirka 560 hektar, der hører til Hagesholm. Her bruges ca. 60 ha til rullegræs, mens resten drives med korn, raps og frøgræs. Derudover er en del af jorden udlejet til en lokal kartoffelproducent. På Amager driver firmaet omkring 160 ha jord.

 En græsplæne i megaformat. Amager Rullegræs dyrker ca. 60 hektar græsplæne på Hagesholm, men driver også almindelig planteavl med korn, raps og frøgræs. En del af de 450 ha jord er lejet ud til kartoffelproducent.

 

En familievirksomhed
Amager Rullegræs er en ægte familievirksomhed ejet af Annette og Bjarne Holm Sørensen sammen med sønnen Lars og svigerdatteren Heidi. Alle fire er beskæftiget i firmaet, hvor der foruden dem er en halv snes medarbejdere.

Bjarne var oprindelig entreprenør og med til at anlægge den luksuriøse Scandinavian Golf Club i Farum. Her fik han ideen til at satse på græs i metermål.

Et produkt der kræver tålmodighed
- At dyrke græs, som vi gør, kræver tålmodighed. Når vi sår nyt græs, går der mellem et og to år, før vi kan skære det. I mellemtiden skal det plejes og passes med vand og gødning, slås to-tre gange om ugen og støvsuges hver gang. Når vi har skåret græslaget af, tilfører vi kompost og tang, som vi fræser ned, inden vi sår nyt græs, oplyser Bjarne Holm Sørensen.

Firmaet har fem lastbiler til at køre rullerne med græs ud til kunderne, som er et mix af private og erhverv. Selve udlægningen er overladt til anlægsgartnere. Det er af hensyn til dem, at hver bane kun er 137 cm lang; ellers bliver den for tung at håndtere.

 


Plænegræsset på Hagesholm bliver slået flere gange om ugen. Det tager cirka seks timer hver gang, men så er det også en 15 meter bred plæneklipper, der køres med. Bagefter bliver alt det afklippede græs suget op.

Græs til Noma og til opera
Opgaverne spænder fra projekter med op til 15.000 kvadratmeter græs til helt små specialopgaver. I en periode leverede Amager Rullegræs små bakker græs til restauranten Noma, der brugte dem som underlag for en af deres retter.

- Vi har også leveret grønne græsløbere til en event på Christiansborg og en mindre græsplæne til 1. salen på et diskotek. I 2023 leverer vi til Opera Hedelands forestilling Askepot, hvor de skal bruge et græsareal som en del af opsætningen, fortæller Bjarne Holm Sørensen.

 

Bjarne Holm Sørensen med lavasten fra Island. De små sten indgår i det vækstmedie, som sedum-planterne vokser i.

 

En grøn tagløsning
Sedum er et nyt produkt, som Amager Rullegræs leverer til det svenske firma Veg Tech. Det er vegetation til at beklæde tagflader med. Her har stenurten sedum nogle kvaliteter, der gør den velegnet til det formål. Blandt andet kan den opsuge store regnmængder og samtidig bidrage til biodiversitet i byerne.



8TALLET i Ørestad, tegnet af Bjarke Ingels Group og kåret til verdens bedst boligbyggeri, benytter sedum til beklædning af tagfladerne ud mod Amager Fælled.

- Det er et meget lovende projekt, som vi har investeret meget i. Veg Tech har udført opgaver med sedum i flere år. Vi har så udviklet en praktisk løsning, hvor vi dyrker planterne i plastbakker, der kan sættes direkte og på taget. Det gør håndteringen langt lettere. Vi har selv opfundet maskinen til at lægge bakkerne ud til udplantning. Den kan også tage bakkerne op fra bedene, når de skal ud til kunden.
Amager Rullegræs har været med i projektet siden 2020, og i 2023 er det for alvor begyndt at tage fart, også med eksport til Norge og Sverige.


Sedum i lange baner. Amager Rullegræs er gået ind i produktion af en miljøvenlig tagbeklædning, hvor taget belægges med sedum-planter i bakker.

Sparekassen interesserer sig for os
Som amagerkaner er Bjarne Holm Sørensen vokset op med en børneopsparing fra Amagerbanken, der gik konkurs i 2011, hvorefter han skiftede til en anden bank. Da han ville købe en ejendom for at udvide, blev han træt af ventetiden i banken.

- Når du er kunde et stort sted, skal flere afdelinger tale sammen, og du får aldrig svar. Det blev jeg træt af. En forretningsforbindelse anbefalede mig Dragsholm Sparekasse. Dem fik jeg et rigtig positivt møde med, hvor mit indtryk var, at der ikke er langt fra tanke til handling. Det har holdt stik.
- Som kunde i Sparekassen oplever vi, at de kender os. De interesserer sig for kunderne. Vi har en god dialog med vores rådgiver. Han kigger også forbi en gang i mellem, så vi kan få vendt verdenssituationen. Og han forstår, hvis vi ønsker et jordkøb eller noget andet for at udvikle forretningen. Han har tilliden til os – det er det allervigtigste, fastslår Bjarne Holm Sørensen.


Amager Rullegræs og Bjarne Holm Sørensens jord grænser helt op til lufthavnen.


https://amagerrullegraes.dk/