Bæredygtighed

Hvad er din bæredygtighedsprofil?

Den 2. august 2022 trådte de nye ESG-regler (Environmental, Social, and Governance) i kraft som en del af MiFID II (Markets in Financial Instruments Directive II). De nye regler har til formål at øge investorers indsigt i mulighederne for at investere bæredygtigt, og det betyder, at vi nu spørger til og dokumenterer vores investeringskunders bæredygtighedspræferencer på lige fod med deres risikopræferencer og tidshorisont som led i rådgivningen om investering.

De nye regler er en reaktion på den stigende interesse for bæredygtige investeringer og behovet for at skabe gennemsigtighed og ansvarlighed inden for investeringssektoren. MiFID II, der blev indført i 2018, er en omfattende regulering af finansielle markeder og investeringstjenester i EU.

Opdater din investeringsprofil med hensyn til bæredygtighedspræferencer

Investerer du allerede i dag, har du evt. fået lavet en investeringsprofil, inden du begyndte din investering i værdipapirer. I den investeringsprofil har du bl.a. taget stilling til din tidshorisont, hvor stor risiko du er villig til at tage, og om du vil investere i aktier, obligationer eller investeringsforeninger.
Fremover vil din rådgiver også spørge til dine præferencer for bæredygtighed i dine investeringer, når I opdaterer din investeringsprofil, fx:

  • Er det vigtigt for dig, at en vis andel af investeringerne tager yderligere hensyn til bæredygtighed?
  • I hvor høj grad ønsker du, at din investering udgør bæredygtige investeringer?
  • I hvor høj grad ønsker du, at din investering opfylder definitionen på miljømæssigt bæredygtige investeringer?

Er du allerede i gang med at investere, opfordrer vi dig til at få opdateret din investeringsprofil, så den også omfatter dine præferencer for bæredygtighed i dine investeringer.

Kontakt din rådgiver, hvis du vil opdatere din investeringsprofil

Vil du gerne have afdækket dine bæredygtighedspræferencer og opdateret din investeringsprofil, er du altid velkommen til at kontakte din rådgiver.