Lars har skiftet skjorten ud med køkkener

Efter en karriere inden for herreekvipering er Lars Hugo Fonnesbech nu ejer af Tvis Køkken i Holbæk.

- Uanset om du skal sælge en skjorte eller et køkken, handler det om, at kunden har tillid til dig. Længere er den ikke, siger Lars Hugo Fonnesbech. Og tilføjer så alligevel: - Selv om det nok er lidt mere teknisk at sælge et køkken.

Det med køkkenerne har han halvandets års erfaring med. Skjorter og herretøj har han solgt i næsten 20 år. Indimellem har han så også nået at være ansat i ejendomsmæglerbranchen. Det var der, at interessen for selv at købe og sælge for alvor kom til ham.

Brænder for at være selvstændig

- Tiden med at formidle ejendomme var både lærerig og sjov, men jeg savnede at være herre i eget hus og begyndte at kigge mig lidt omkring. Jeg opdagede, at der stod Til salg på butikken her og så slog jeg til, fortæller Lars Hugo Fonnesbech, mens han viser rundt i Tvis Køkken i Kanalstræde, Holbæk.

Erfaring med at sælge køkkener havde han ikke. Men han havde opkøbt og istandsat nogle ejendomme i Holbæk og vidste derfor, hvor stor betydning køkkenet har for et hus.

- Det er jo typisk et af de dyreste rum at indrette. Det er også tit der, at boligejerne er mest villige til at bruge lidt ekstra og få noget kvalitet, der samtidig ser godt ud. Så jeg behøver ikke at sælge mange køkkener om dagen for at få en fornuftig omsætning.


Lars Hugo Fonnesbech blev selvstændig med egen tøjforretning allerede som 22-årig.

Egen forretning som 22-årig

Lars Hugo Fonnesbech vidste, hvad han gik ind til som butiksejer. Allerede da han var 22 år, blev han indehaver af tøjforretningen Mr. på Algade i Nykøbing. Bare to år senere fik han endnu en Mr.-butik i Holbæk, som han drev sammen med en partner frem til 2016, hvorefter partneren købte ham ud.
Derefter havde han en mellemlanding på seks år, mens han arbejdede hos to ejendomsmæglere i Holbæk, hvor han samtidig selv købte og solgte nogle ejendomme. Det gav ham – foruden et meget stort, lokalt netværk – et økonomisk fundament til at købe Tvis-butikken for egne midler.

- Med tiden får man jo brug for en bank, når varelageret – som i mit tilfælde – består af syv halvdyre køkkener til udstilling. Jeg sonderede markedet og blev af flere bekendte anbefalet Dragsholm Sparekasse. Det har været et godt valg. Jeg oplever en bank og en rådgiver, der befinder sig på samme niveau som mig, og som gerne vil låne penge ud. De er altid til at snakke med og hurtige til at vende tilbage.


Lars Hugo Fonnesbech valgte – efter at have forhørt sig i netværket – at blive kunde med sin forretning i Dragsholm Sparekasse.

Bruger sit netværk

Selv om Lars Hugo Fonnesbech overtog en køkkenforretning, der havde været lukket i flere måneder, kom han godt i gang. Det tilskriver han især sit netværk i byen.

- Jeg sælger udelukkende til privatkunder, og i langt de fleste tilfælde drejer det sig om udskiftning af et ældre køkken. Ligesom med tøj skifter moden også, når vi taler køkkener. Dog knap så hurtigt, men det er alligevel mit indtryk, at der de seneste fem år er sket et markant ryk henimod at få mere træ og natur i materialerne.


1954…? Nej, 2024. Teaktræslåger med buede stålhåndtag er på vej til en renæssance i de danske køkkener. Tvis Køkken har skabt MG50 inspireret af dansk design fra 1950’erne, men bygget op med tanke på fremtiden.

Køkkenet skal passe til familien

At genåbningen af forretningen er gået så godt, hænger ifølge Lars Hugo Fonnesbech også sammen med, at Holbæk oplever en stor tilflytning fra København. Køkkenet er noget af det første, der bliver skiftet ud, så det matcher til den personlige stil og behov. Så er prisen næsten underordnet.

- Et forløb med nye kunder begynder typisk her i butikken, hvor de ser de designs, vi kan tilbyde fra Tvis Køkken og andre af de brands, der hører under samme koncern, fx Svane. Måske har de en tegning med eller, endnu bedre, mødes vi hjemme hos dem, så vi i fællesskab designer det køkken, de ønsker sig. Derefter får de et tilbud, inklusive montering. Når vi er på plads med det, går produktionen i gang på den store fabrik i Tvis, og inden for seks-otte uger er køkkenet leveret og monteret af de montører, som jeg har tilknyttet.


Godt fat i sommerhusene

Kunderne er fra hele Nordvestsjælland. De mange sommerhuse i Odsherred udgør et stort potentiale, og Lars Hugo Fonnesbech, som selv er fra Rørvig, har fået godt fat i den kundegruppe. Det giver ambitioner om yderligere vækst.

- Det er inde i mine overvejelser at etablere et showroom i Odsherred. Kalundborg kunne også være en mulighed. Det er jo et sted, hvor der virkelig sker noget i disse år, og hvor det som forretningsmand er rigtig interessant at være med, bemærker han.


Lars Hugo Fonnesbech har syv køkkener udstillet i butikken og skifter gerne to af dem ud om året.

Tvis Køkken Holbæk er på Facebook og Instagram