Dennis satser på de stille biler

For tre år siden etablerede Dennis Jørgensen sig som bilforhandler. Det foregik på den måde, at han tog til Tyskland. Købte to elbiler. Kørte selv den ene hjem og havde den anden bagpå på en trailer. Hjemme i Danmark fik han hurtigt dem begge solgt – en Audi hybrid og en Tesla – og så var han i gang.

- I 2021 var markedet for elbiler i Danmark nærmest ikke-eksisterende, men jeg følte mig sikker på, at det ville komme. Mit første opkøb var en test, men bekræftede kun min fornemmelse: der er kunder til brugte elbiler.

Tyskland var foran på elbiler
- Jeg blev nærmest kimet ned og kunne have solgt begge biler mindst fire gange. Derfor var jeg også ret sikker på, at der var kunder nok til, at jeg kunne tage en tur mere til Tyskland.

- Dengang var det tyske udbud af elbiler stort, fordi der var en tilskudsordning, der gjorde det attraktivt at skifte bil ofte. Derfor kunne du nemt få fat i elbiler, der kun var et år gamle, og da der endnu ikke var mange brugte elbiler på det danske marked, var det ofte en af mine biler, folk fandt frem til, når de søgte på nettet, forklarer Dennis.


Tilfredse kunder betyder alt for Dennis Jørgensen. Indtil nu har Silent Cars da også udelukkende fået 5-stjernede anmeldelser på Google.

Danmark passer godt til elbiler
I dag er markedet helt forandret. Dels er tilskudsordningen i Tyskland og i andre af vores nabolande bortfaldet, dels har elbilerne efterhånden været fremme så længe, at mange bilejere skifter til en ny og sælger den gamle.

- Derfor er der kommet en mere naturlig balance mellem udbud og efterspørgsel. Interessen for at købe elbil stiger stadig, men Danmark passer også ideelt til den biltype. Afstandene er ikke så store, og nettet af ladestandere er godt udbygget, bemærker Dennis.


Åbningstiderne er fleksible hos Silent Cars. Vil kunden prøve en bil søndag aften, er det fint med Dennis Jørgensen, som bor ganske tæt på forretningen.

Åbent når kunderne har tid

Silent Cars holder til på Holbækvej i Svinninge, hvor firmaet lejer lokaler hos AutoCentralen v/ Martin Jensen, som driver et Automester E+ værksted. Det er på flere måder en hensigtsmæssig løsning for Dennis. Han står selv for den ”kosmestiske” klargøring af bilerne, mens service m.m. på el- og hybridbiler kan klares hos AutoCentralen.

Og så bor han selv tæt på – i Kundby. Det betyder, at Silent Cars kan have nogle fleksible åbningstider i forhold til, hvornår folk har tid til at se på bil. Det er ofte efter fyraften, om aftenen eller i weekenden. Det har Dennis indrettet sig efter, så folk kan altid aftale et tidspunkt, hvor de har tid til at prøve ny bil. Og da Dennis er autoriseret nummerpladeoperatør, kan de også få en indregistreret bil med hjem søndag aften.


I Silent Cars er Dennis Jørgensen en enmandshær, men har et godt samarbejde med Martin Jensen, som på sit værksted kan udføre serviceeftersyn på el- og hybridbiler.

Er både køber og sælger
At drive bilforretning indebærer en ganske stor kapitalbinding i de biler, der står til salg. Dennis har en målsætning om at have 20-30 biler hjemme, så kunderne har noget at vælge imellem. Et relativt lille varelager af biler betyder også, at der hele tiden sker en fornyelse, så det ikke er de samme biler, kunderne ser hver gang. Det er med til at fange interessen fra de mange forbipasserende på den trafikerede Holbækvej.

- Jeg ved, at når jeg har solgt en bil, skal jeg have en ny på vej hjem. Jeg er både sælger og indkøber. Når folk prøver en bil, ender det jo ikke altid med, at de køber den. Måske vil de hellere have den i en anden farve eller med træk eller noget specielt udstyr. Så ved jeg det, når jeg skal købe en ny bil hjem. Jeg går meget op i at skaffe folk den bil, de ønsker sig, siger Dennis.


Endnu en bil er købt og skal fragtes hjem til Svinninge. Det klarer Dennis Jørgensen med sin Toyota og en trailer.

Lille mand med store ambitioner
Fra starten som selvstændig har Dennis været kunde i Dragsholm Sparekasse, som han blev anbefalet af flere.

- Jeg kom ikke med et behov om et stort lån, men et ønske om en rådgiver, jeg kan ringe til og ikke bare et telefonsystem, hvor du stilles frem og tilbage. Jeg er glad for at være et sted, der vil tage en lille, nystartet virksomhed som kunde og hjælpe mig til vækst. Jeg er en ”lille mand med store ambitioner” – og det har Sparekassen taget positivt imod. Med Henrik Lien Hansen har jeg fået en rådgiver med ja-hatten på.

Som bilforhandler har Dennis især brug for en bank, hvor transaktionerne kan ske hurtigt – både når han køber og sælger biler.

- Har jeg købt en bil hos en mand i Aalborg og er oppe og hente den søndag aften, er det altafgørende, at han straks kan se, at pengene er overført fra min til hans konto. Det er med til at skabe en effektiv forretning og økonomisk tryghed for dem, jeg handler med. At købe bil er jo en af de helt store investeringer, så det betyder alt for mig, at kunden føler sig godt rådgivet og tryg, fastslår Dennis.


Normalt har Dennis Jørgensen mellem 20 og 30 biler til salg. Selv skifter han gerne bil et par gange om året for at lære flest mulige af modellerne at kende, så han kan rådgive kunderne endnu bedre.